Ørkenvandrer, græsenke og en alt for heldig dreng

2. påskedag tog Peter volontøre og discipelskoleelever med på vandretur i ørkenen.

De fulgte ca. 50km ad Israel National Trail fra Makhtesh HaGadol igennem Makhtesh HaKatan. 

 Den dyreglade Peter blev heller ikke skuffet. Der luskede en ræv rund om lejren, 

som håbede på at finde en efterladt grillpølse.

Hjemme hyggede Josva og jeg os. Jeg var delvist handicappet, så vi var mest bare i sengen eller han på skødet af mig på en kontorstol rundt i lejligheden. Gipsen kom af sidste torsdag (24.4) efter 6 uger, så nu er jeg i fuld gang med fys. og genoptræning. Dejligt at kunne gå lidt omkring igen, og meget dejligt, at jeg igen kan bære rundt på Josva. 

Jeg er desuden tilbage fra barsel, og glæder mig til at tage den sidste tørn inden vi d. 20. August flytter til Danmark/Aarhus.

I februar var vi tre dage i Eilat, hvor vi besøgte Peters mor og hendes veninde, som var på Felixtur dernede.

Veninden fortalte en "joke", som jeg ikke har kunne glemme:

"Hvad er hurtigere end en sheriff med sin pistol?"

... en farmor med et billede af sit barnebarn!

  

Den må vi nok også se os ramt lidt af. I hvert fald kommer der nu nogle billeder af vores lillemand, som efterhånden er blevet en stor mand. Han kender intet til babysvømning, mødregruppe, babysalmesang og jævnlige sundhedsplejerskebesøg. I stedet har han de sidste par måneder nyt godt af en étbenet mor, som ikke har kunnet ret meget andet end at give ham mad - Det ses på hans kinder. En far, som han ser mere end mange andre børn gør, da Peter arbejder meget hjemmefra. Derudover har han 7 volontører, som forkæler ham med sange, babysnak, barnevognsture mm og 8 bedsteforældre i form af senior Yad va Lev, som også gerne tilbyder en erfaren arm at blive båret på.
Jo, Han har det godt den lille mand.

!!