Vores nytårsbrev

Til dem som ikke har modtaget vores nytårsbrev, kan det læses her...

Nytårshilsen fra Sanggaard i Jerusalem.

Vi er nu nogle dage inde i 2014, så indrømmet vores nytårsbrev, bliver et sent ét af slagsen. Hovedsagen til dette, må nok tilskrives lille Josva, som i skrivende stund ligger i sin seng og sover.

D. 1.1. kl 14.45 kom vores søn til verdenen på Hadassa hospitalet i Ein Kerem i Jerusalem. Margrethe og Josva havde 2 nætter på hospitalet og vi alle tre én nat på et babyhotel, inden vi kom hjem, for at skulle begynde et nyt kapitel i vores familieliv. Margrethe er på barsel tre måneder og Peter har to uger.

Vores Arbejde i Jerusalem har i 2013 fyldt det meste af vores tid, og vi har nydt det. Selv om vi har valgt at slutte vores arbejde til sommer, for at vende tilbage til Danmark, kan vi stadig sige, at vi har vores drømmejob. I 2013 har vi haft tre unge volontørhold, 2 traditionelle ”Yad va Lev-volontører” som hver dag enten er ude og sætte lejligheder i stand, for trængende borgere eller i andre opgaver f.eks. som medhjælper på en skole for autistiske børn og i en vuggestue for jødiske, arabiske og internationale børn. Selv om vi ikke personligt er til stede de forskellige steder, men kun koordinerer det, betyder det meget, at vi gennem volontørerne, kan være med til, at andre får hjælp. Det tredje hold unge volontører har boet og arbejdet på handicaphjem, men har haft deres tilknytning her til huset og brugt det meget.

Derudover har vi haft 4 senior-hold af 8 personer, som på mange områder laver det samme som de unge. Seniorerne har dog et mere komprimeret program, da de kun er hernede i 8 uger. I maj-juni var Peters mor, med som seniorvolontør. Det var rigtig hyggeligt, at have hende tæt på.  

I løbet af et år, kommer der altså mange mennesker ind ad Joffihusets dør og vi nyder, at huset bliver brugt! Vores roller er fordelt. Peter viser sin gæstfrihed med et spil, eller en snak over en kop kaffe, mens Margrethe ofte ”gemmer” sig ude i køkkenet, og sørger for, at folk ikke går sultne hjem. Hun siger selv, at hun egentlig ikke elsker at lave mad, men det kan give hende et kick at skulle koordinere og få mindst muligt til at strække til flest mulige, måske et levn fra barndommens storfamilie. Så da vi med en dags varsel skulle huse og bespise 30 volontører og 40 bibelskole elever fra Børkop, var det kun en sjov opgave for Margrethe.

Det vi har nydt rigtig meget i vores arbejde, har været at kunne arbejde sammen på ture, som vi har lavet for volontørne. Det er blevet noget mindre sidst på året, fordi Margrethe var gravid, men da graviditeten heldigvis har været meget ukompliceret, har det ikke hæmmet så meget, som vi frygtede, så det er stadig blevet til sinaitur, ture i Ein Gedi, op ad Massada og sidst en overnatning på stranden i Eilat i november som gravid.

Vi holder stadig meget af Israel, og kommer til at savne landet ubeskrivelig meget, selv om det også kan være en prøvelse. F.eks. når man bliver trampet på, på indenrigsministeriet og får at vide, at vi kan vælge 3 ud af 9 volontører, som skal have visum, for hun da virkelig ikke har tid til at lave visum til alle 9 – og hvis vi brokker os mere laver hun kun til to… Når Peter på sygehuset får at vide, at han ikke må bære sit barn i armene, der kunne jo ligge noget vand på gulvet… Når byen lukker ned i 5 dage pga. af sne… Når supermarkedskøen bare ikke rykker sig… Når man SKAL betale regninger på 1400kr kontant på posthuset osv… Peter spørger af og til, hvorfor israelere kan være så svære at holde af. Ja så minder vi hinanden om, at selv Gud syntes, at de var hårnakkede OG husker på alle de fantastiske mennesker, som heldigvis er i overtal.

Selvom arbejdet fylder meget, er der også Fritid. Fordi vi bor på vores arbejdsplads, har det været vigtigt for os ind i mellem at ”komme væk”. Vi er af og til taget ud at spise. En vane vi nok må justere, når vi kommer tilbage til dk, for det har måske taget lidt overhånd… Når det har kunnet lade sig gøre, har vi lejet en bil og kørt landet tyndt, som regel med det formål at skulle besøge en nationalpark. Der er 69 nationalparker i Israel og i oktober besøgte vi den sidste i rækken. Parkerne er af svingende kvalitet fra mosaikgulv i ørkenen til naturområder med heldagvandreture. Det har været et helt fantastisk projekt at have sammen – og fedt at vi ”gennemførte” alle. Peter gennemførte også to løb i foråret. Et halv maraton i Jerusalem og et staffetløb om natten til Tel  Aviv, sammen med nogle fra vores kirke.

I 2013 var vi heldige, at have besøg af familie og venner. Det er altid  hyggeligt med besøg, og selv om vi ikke kan rive hele uger ud af vores kalender, er det dejligt, at vores venner og familie får en idé om, hvordan vores liv er hernede.

Det er stadig usikkert, hvad der skal ske, når vi flytter til dk til sommer. Højest sandsynligt vil vi slå os ned i Århus-området, derefter vil vi fortære rygbrød og leverpostej, til vi begynder at sprække.

Dronningen sagde i sin nytårstale, som Margrethe hørte inde fra stuen i ve-påvirkettilstand og de andre (Peter, Margrethes to brødre og svigerinder) så på en computer ude i køkkenet: ”Hvad det nye år vil bringe, ved ingen af os, men lad os sammen gå ind i det med fortrøstning.”                                       … og fortrøstning kan vi have, fordi Gud sagde til Josva (og os): 

”vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.” Josva (!)1, 9.

Godt nytår fra Peter, Margrethe og Josva