Det er måske en uskik at ligge billeder mm. ud fra det, som afviger fra normalen, men ikke desto mindre er det ofte de momenter, man oftest tager billeder af.
Planen for ugen, var oprindeligt, at Peter skulle have lavet Joffitur til Sinai for volontører og discipelskoleelever. Desværre har vi for tiden ikke noget visum, vi venter på at få svar fra arbejdsstyrrelsen, om de vil give Peter arbejdstilladelse igen. Det betød, at han ikke kunne tage ud af landet. Selv om en ferie med konen heller eller er dårligt, som han sagde, er det svært for mig med min (for tiden) begrænsede fysisk formåen at skulle erstatte udeliv under åben himmel, vandring, kamelridt og ikke mindst at blive opvartet af beduiner morgen, middag og aften. Vi tog dog begge med til Eilat og sov på stranden 150 m. fra en Egyptiske grænse sammen med de unge og kunne så vinke farvel til dem da de gik over grænsen dagen efter.
Men som sagt sidste ferie nok i lang tid bare os to, blev alligevel et godt alternativt til Sinai.
Vi havde to dage i Eilat, hvor vi snorklede, badede og nød det skønne vejr.
Derefter lejede vi bil og fik to opgraderinger gratis. Dejligt der er nogle fordele ved at leje bil så ofte, som vi har gjort det. Vi kørte mod nord fra Eilat, og var i et dyrereservat. Denne leopart var dog i "bur", men der skulle efter sigende være en enkelt eller to tilbage i det fri i Israel.
Vi kørte nordpå til grænsen til Libanon, hvor der ikke langt derfra var en fantastisk natur. 
Vi var et smut inde i den hellige by Tzafat. Hvor vi skulle kombinere Peters stedsans med et noget rustent minde fra 8 år siden, da jeg var der sidst. Men selv om det lyder som noget, der kunne gå galt, tror jeg nok vi fik set, det vi kom efter - i hvert fald, kunne vi fornemme stemningen - og det er vist det primære i den by.
Vandhunden fik stillet sin badetrang med et solnedgangsbad i Genesaret sø
... og bagefter i et vandfald.
Denne tur blev også den officielle afslutning på vores jagt efter nationalparker i Israel.
Vi havde simpelthen overset en enkelt - men det fik vi rådet bod på.
Men nu er vi i mål!!
Til ære for Peters morfar tog vi dette billede. Peters morfar var majerist, men kærligheden til en god ost, har aldrig været noget, de har delt! Men sandelig om Peter ikke en hel time sad og guffede gedeost i sig. Morfar Carsten, ville have været rørt, hvis han kunne se ham - det er jeg sikker på.
Ved et af de sidste stop inden vi var tilbage i Jerusalem, og havde tilbagelagt 1100 km på 4 dage, kravlede Peter op i en sønderskudt minaret. Den ligger omkring det, der engang var grænsen mellem Syrien og Israel. Den var vidne om, at regionen har været igennem mange forfærdelige kampe.
Og forfærdeligt er det også da vi tidligere på dagen, stod ved grænsen og kikkede ind i Syrien, hvor den forfærdelige borgerkrig lige nu finder sted. Det var noget specielt at kikke nedover.
Skøn skøn ferie var det, men det var også dejligt at komme hjem til Jerusalem igen!!
Her skal vi snart til at sige farvel til vores 4. hold unge volontører og vores 8. hold seniorer.
Så snart de er taget afsted kommer mine to af mine brødre og deres Mariaer og en niece, de skal fejre jul hernede. I begyndelsen af januar kommer Peters mor, søster og hendes familie. Og engang på et givent tidspunkt, mens vi har besøg, regner jeg med at tage på "hotel Hadassah" et par dage og komme hjem med vores mini Peter
